Dejbjerglund - den nye præstegård
Dejbjerglund Herregaard
Bundsbækvej 2
Dejbjerglund, matr.-nr. 1 a, er en gammel hovedgård og vel nok den byg-
ning i sognet, hvis historie næst efter kirken kan føres længst tilbage.
Omkring år 1500 ejedes gården af den adelige slægt Skram. Den første
af slægten var Ove Skram til Hammergaard; derefter fulgte sønnen Chri-
stiern Skram til 1532 og hans enke fru Anne Juel til 1537. Gården kom
derpå til sønnen Hartvig Skram, som døde Ca. 1565, hvorpå den overtoges
af hans søn Anders Skram. (Hans og hans hustru Mettes navne står sammen
med årstallet 1614 på endestykkerne af de gamle herskabsstole i kirken).
Anders Skram døde i 1628.
Hans datter Ellen bragte i 1638 Dejbjerglund på 40 td. hartkorn til sin
mand Henrik Lange, som opførte en 4-længet bygning, omgivet af grave,
af hvilke der endnu ses rester. Der siges, at han nedbrød sin anden gård,
Oldager, og lagde dens jorder ind under Dejbjerglund. Han døde 1650, og
efter ham fulgte sønnen Christen Lange, som døde 1677.
Christen Langes enke, Sophie Rostrup, solgte i 1694 ved købekontrakt
Dejbjerglund med 200 td. hartkorn gods for 6500 Rd. til oberstløjtnant
Georg v. Raben; men handelen må være gået over styr, for 1697 solgte hun
ved auktion Dejbjerglund med gods (56 og 205 td. hartkorn) til Jørgen
Grubbe Kaas til Rydbjerg.
Dennes søn kommandør Hans Kaas skødede 1724 gården (56 og 213 td.
hartk.) til forpagter på Søvig Chr. Krarup, som er født 1699 som søn af
Hans Thomassen Tange til Vormarkgaard og Inger Hansdatter Krarup. Det
synes at fremgå, at Chr. Krarup, der af nulevende bærere af navnet betragtes
som en slags stamfader, har fået dette slægtsnavn fra sin moders efternavn.
Han var gift med Constance Bingom, født 1707, datter af Niels Bingom til
Viumgaard og Maren Thuresdatter. Hun døde 1766, Chr. Krarup døde i
1769. Deres gravsted findes endnu på kirkegården her, og et epitafium i
kirken fortæller om deres stamtavle.
Krarup solgte i 1768 til Laurits Ramsing. Om denne og slægten i øvrigt
fortæller en efterkommer V. Halskou Larsen, Søllerød:
,,Lauritz Chr. Ramsing er født i 1731 i St. Ramsing i Salling, hvor familien
har levet i mange slægtled under navnene Peder Berthelsen og Bertel Pedersen.
Han begravedes i Dejbjerg d. 2.4. 1812.
Det hedder i gamle papirer, at Chr. Krarup tilskødede Ramsing Dejbjerg
lund med St. Oldager i Skjern sogn med afbyggere, gods samt mølleskyld, ialt
279 td. hartkorn. Ramsing var gift med Johanne Marie Møller, født i Valsted
— begravet i Dejbjerg d. 7.7. 1807.
Af deres børneflok nævner jeg kun følgende:
1) Karen Glerup Ramsing, f. 9.5. 1784, gift 4.11. 1815 med Chr. Aug. Kay
sen, en holstener, der var forpagter på Matrup. Hun døde og begravedes
i Dejbjerg d. 19.7. 1818.
Datter: Karen Jensine Kaysen, f. 1817.
2) Marie Margrethe Ramsing, f. 8.5. 1791, gift med forannævnte Chr. Aug.
Kaysen, der havde fået en gård under Dejbjerglund, kaldet efter hustruen:
Margrethenlund.
Datter: Johanne Marie Kaysen, f. 24.6. 1820.
(Begge disse døtre var helt eller delvis opdraget hos mosteren mad. Halskou
på Skiernbrogaard).
3) Johanne Laurentia Ramsing, f. 3.3. 1781, gift den 22.11. 1806 med Peder
Halskou, mine oldeforældre, se nedenfor.
Peder Halskou, hvis herkomst desværre er uvis, var Ca. 50 år og havde i 25
år været forvalter eller godsforvalter hos Lütichau på Tjele, i hvis yngste datter
han skal have været forelsket, da han i 1805 foretrak at søge til andre græs
gange, idet han den 10.9. 1805 købte Skjernbrogaard. Han kom ridende hertil
på en hest som Lütichau havde foræret ham sammen med andre gaver. Han
blev hurtigt gode venner med den tidligere ejer af Skjernbrogaard, en forligs
kommissær Petersen, der byggede nabogården ,,Petersminde”, og de to blev
gennem alle år meget gode venner.
Skjernbrogaard havde Ca. 7 td. hartkorn, med tilhørende rettigheder over 4
broer og færgesteder over Skjern å. Disse brorettigheder har haft betydelig
værdi, idet hver person og hvert kreatur, der kom over åen, måtte betale bropenge.
Da Halskou blev gift med Johanne Laurentsa Ramsing, der benævntes som
Vestjyllands rigeste pige, og yderligere i 1806 fik kroprivilegium og posthol-
deri, må det have været en værdifuld ejendom.
Af Halskous tre døtre døde den ene ung en balnat på Skjernbrogaard. En
anden levede ugift; den tredie, Petrea Bartholine, blev i 1833, da mad. Halskou
var blevet enke, gift med Casper Georg Stilling. Han forødte i løbet af
en kortere årrække hele formuen og endte fattig i Lemvig. Hans ene datter,
Johanne, blev gift med sagfører kaptajn Ludvig Hector Kiær. En anden datter
blev min moder, så fru Johanne Kiær var min moster”.
Her slutter uddraget af V. Halskou Larsens omtale af familien Ramsing.
I 1791 skødede Ramsing Dejbjerglund for 31.000 Rd. til landvæsenskom-
missær, kammerråd Peder Chr. Pedersen, der udparcellerede den, frasolgte
det meste gods og samme år skødede hovedparcellen for 11.630 Rd. til tid
ligere ejer Ramsing.
Ved folketællingen 1801 talte gården følgende:
Laurids Ramsing 70 Aar Husbond, Proprietær
Johanne Møller 56 Aar hans Kone
Inger Helene Ramsing 28 Aar deres Datter
Ellen Katrine Ramsing 27 Aar deres Datter
Marie Margrethe Ramsing 10 Aar deres Datter
Kirsten Mortensdatter 19 Aar Stuepige
Maren Pedersdatter 40 Aar Køkkenpige
Barbara Christensdatter 24 Aar, Bryggerspige
Jens Jensen 68 Aar Ladefoged, gift
Gravers Christensen 49 Aar Auflskarl
(Jacop) Henrik Madsen 27 Aar Kusk
Morten Andersen 21 Aar Røgter
Anders Andersen 15 Aar Røgter
Ramsings havde mange børn, 14 i alt. En af sønnerne, Niels Severin, stu
derede til præst. Han hentæredes imidlertid af svindsot, nåede dog at få
embedseksamen og søgte kald som sognepræst. Han nåede at få kaldsbrev,
men døde samme aften — nytårsaften 1799 og blev begravet 6. januar 1800.
En anden søn, Bertel Johannes, læste også til præst, men han døde den 22.
december 1805 som kandidat i sit hjem og stod lig til den 6. januar 1806,
da hans moder ville, at han skulle begraves samme dag som broderen. Hun
tog sig Bertels død meget nær, skrantede stadig siden og døde året efter.
En datter, Marie Cecillie, ejede en gård i GI. Dejbjerg. Hun ægtede en
aldrende karl fra Lønborg, der hed Peder Pedersen, i daglig tale kaldet
,,Persille”. Senere solgte de gården til degnen Aaby, men blev som aftægts
folk i gården, til de døde. En anden datter Inger Helene blev gift med Jens
Christensen fra ørnhoved i Tjørring sogn; de overtog efter Ramsings død
i 1812 Dejbjerglund for 23.500 Rd.
Ramsings navn findes i en gammel protokol for sognekommissionen for
de fattiges forplejning i Dejbjerg-Hanning. Denne kommission afholdt
møde den 10. december 1803 i Dejbjerg præstegård, og blandt de tilstede
værende nævnes ,,største Lodsejer Ramsing af Dejbjerglund”.
I Hardsyssels Aarbog 1945 læses: ,,I Følge Hoverireglementerne efter Hoven
komm. af 1795: Dejbjerglund havde ca. 56 Tdr. Hartkorn, Sædeland 180 Tdr.,
inddelt i 14 Marker, hvoraf aanlig 6 Marker tilsaaedes, Høavlen ca. 500 Læs.
Bøndergodset 206 Tdr. Hartkorn, hvorpaa 44 Bønder og 12 Husmænd, 39
Gaardmænd og 7 Husmænd gjorde Hoven. Hoveriet opgives ikke til ugentlige
Dage, men der bruges Betegnelser 1/3 Gaards Hoven, 1/2 Gaards Hoven, 1/4
Gaards Hoven. Ejeren var tidligere Forvalter Laurits Ramsing”.
Jens Christensen og Inger Helene kunne ikke få det til at gå rundt, og 1821
blev gården stillet til tvangsauktion. Senere blev de separeret, og Inger
Helene levede sine sidste år en kummerlig tilværelse i et lille hus på UgI
bjerg mark. Af og til ytrede hun trods de trange kår: ,,Gud være lovet for
mit lille hus”.
Ved den nævnte tvangsauktion blev hovedparc. nr. 1 solgt til sognepræst
J. Chr. Ramsing (død 1852), der 1822 solgte den til Jens Nielsen Norup.
Ved tællingen i 1834 står han som ejer af Dejbjerglund. Foruden ham fin
des da kun hans kone og fire tjenestefolk på gården.
I 1845 ejedes den af Vilhelm Dresler, der ca. 1850 nedbrød resterne af
den gamle gård og købte Margrethelund, hvis bygninger han nedrev og
lagde jorderne sammen med Dejbjerglunds, som derved blev på 19 td. hart
korn. Dresler var en dygtig landmand, som drev gården stærkt frem.
Ved tællingen i 1860 så husstanden således ud:
Wilhelm Dresler 49 Aar Proprietær, Husfader
Ane Dresler, f. Christensen 45 Aar hans Kone
Deres børn:
Frederik Christian Dresler 13 Aar
Johanne Marie Dresler 11 Aar
Peder Dresler 10 Aar
Johannes Ludvig Dresler 6 Aar
Ane Wilhelmine Dresler 5 Aar
Jeppe Pertorius Michael Dresler 3 Aar
Husmænd og daglejere:
Peder Jeppesen Flak 40 Aar
Jeppe Christensen 48 Aar
Eskild Christensen 34 Aar
Martin Andersen 44 Aar
Tjenestefolk:
Christen Jørgensen 38 Aar
Niels Clausen 22 Aar
Carl Danielsen 21 Aar i
Iver Jacobsen 19 Aar
Jens Pedersen 17 Aar
Jens Peder Jacobsen 15 Aar
Johanne Marie Hansen 31 Aar
Sidsel Nielsen 24 Aar
Ane Madsen 38 Aar
Almisselem (indtinget)
Karen Marie Andersdatter 40 Aar
Dresler solgte gården i 1882 for 112.000 kr. til Th. Bruun fra Vend
syssel, der i 1887 solgte den for 72.000 til A. J. Buchvald, fra hvem den
1900 overtoges af Den vest- og sønderjyske Kreditforening. Foreningen
solgte den i 1902 for 47.000 kr. til N. Chr. Nielsen,
som udstykkede og bortsolgte en del af marken samt en del eng og skov.
I 1905 solgte han gården til K. C. Nielsen Møldrup, og denne overdrog
den i 1911 til svigersønnen Chr. J.Aggerbech. 1913 ejedes Dejbjerglund af
Lorentz Pedersen, 1914 af Aage Petersen og E. Møller, 1915 af P. L. Birk
kjær og 1920 af Laurids Petersen, der samme år solgte den til N. H. Møller
I 1921 brændte gården undtagen den i 1850 af Dresler opførte hovedbygning.
Denne købtes derefter i 1922 for 30.000 kr. af menigheden, der
lod den restaurere og indrette til præstebolig.
Vi er nu ved indkørslen til det gamle Dejbjerglund — den nuværende præ-
stegård. Dersom et sådant sted kunne fortælle om, hvad og hvem der i ti-
dernes løb er færdedes her igennem, da ville vi nok blive her længere, end
vi gør det i dag. Men selv om vi tidligere har været på besøg her og i præ-
stegården i stationsbyen og ikke nu skal indenfor, så må vi dog følge med i
fædrenes spor gennem indkørslen og standse et øjeblik på gårdspladsen.
Her tiltrækker indgangsdøren sig vor opmærksomhed — ikke herregår-
dens, men præstegårdens indgangsdør ... Her er han kommet ind, den lyk-
kelige fader, for at melde at et nyt liv har holdt sit indtog i hjemmet
Her er de kommet ind, de to mænd, for at bede om at der måtte blive lyst
til ægteskab for deres søn og latter Her er han kommet ind med bøjet
ryg og furet ansigt, manden, for at melde at døden var brudt ind hos ham
og havde tagets hjemmets dyreste eje Og her kom endelig han med tø
vende skridt — som bærende en tung byrde — mon han derinde, den højestes
tjener, kunne og ville hjælpe ham? Vi kommer til at tænke på ham, Niko-
demus. Der gik en time, og manden kom ud igen — var fodskiftet mere
frit? — søgte blikket højere opad? Måske havde tjeneren derinde i en time
ved samtale og bøn ydet mere værdifuld tjeneste end i en tilsvarende tid på
prædikestolen.
Det er som lyder i os Ingemanns ord:
Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang.
Og så går vi alligevel ind. Vi må hilse på Hans Pedersen, bedre kendt som
,,Dejbjergpræsten”, og præstefruen, Birthe von Buchwald. I 40 år har pastor
Pedersen haft tjeneste i Dejbjerg. I et sogn sker der ikke så lidt i et sådant
spand af år. Tænker vi på dem, der ved den tids begyndelse levede i Vester-
ager, Rabjerg, Leding, Vognbjerg, Gi. Dejbjerg o. s. v., da vil vi se, at kun
enkelte af dem endnu lever på samme sted. Pastor Pedersen har set den ældre
slægt forsvinde; mange er de sygesenge, han har stået ved; mange er de
grave, han har udtalt forjættelsens ord over ,,den, som tror på mig, om han
end er død, skal han dog leve”; mange har haa konfirmeret, mange ægteska-
ber har han nedbedt velsignelse over, og han har døbt alle under 40 år. Vi
må vel sige, om sognets liv og pastor Pedersens virke, at de to kan ikke
skilles ad. Børn: Mary Agnete, Hans Erland og Birthe (Sys).
Pastor Hans Pedersen boede her til 1967.
Til pastor Pedersens begravelse i 1998 deltog en stor del (ca. 40 personer) af alle dem som han havde døbt, konfirmeret og viet. Dette skal ses i lyset af at det var 30 år efter han var stoppet som præst i Dejbjerg.
Fra 1967 til 1977 var Else og Johannes Larsen her . De havde børnene: Niels, Inger og Jørgen.
Præstegården var ubeboet indtil 1982, da vi ingen sognepræst havde i den tid.
I 1982 fik vi igen en præst Jørgen Pedersen gift med Lona. Børn: Kirsten Engholt Rohde Pedersen og Karen Engholt Rohde Pedersen.
***
Grundlovsfester i Dejbjerg.
I årene fra 1920 til midt i 60erne blev der holdt grundlovsfester i Dejbjerg.
Ideen til grundlovsfesterne op stod i Blå Kors foreningen, der var blevet en lokal forening i Dejbjerg i 1909. Man ville gerne holde en fest for unge mennesker, hvor der ikke kunne drikkes spiritus. Skeptikerne sagde, at så kom der kun gamle mænd og store drenge. Iniativtagerne lod sig ikke slå
ud, og de arbejdede videre med sagen. Ikke så langt fra Jens Stensigs gård i Gl. Dejbjerg var der en bakkeskråning med lidt lav bevoksning, det fandt man velegnet som mødeplads. Jens Stensig ville godt stille pladsen til rådighed. Han fik hvert år en endagsbevilling så han kunne sætte et telt
op, og servere kaffe og sodavand til festdeltagerne, hvis de ønskede det. Der var gerne to talere. Den ene var tit en højskoleforstander, den anden en folketingsmand. Festerne blev en stor succes, der hvert år samlede flere hundreder mennesker.
Efter nogle år afhændede Jens Stensig gården til sin søn Peder. Han ønskede ikke overtage grundlovsmøderne, så de blev flyttet til området ved præstegårdssøen. Man kan måske undre sig over, at der blev ved med at komme mange mennesker. Jeg tror der var flere årsager, en af dem var
nok, at man fra begyndelsen havde skaffet talere folk gerne ville høre, en anden var at unge mennesker havde fri den eftermiddag, og så skulle man naturligvis hjemmefra og så var Dejbjerg blevet stedet, hvor man kunne møde andre unge mennesker. Folk kom fra steder, der lå 30-40km. fra
Dejbjerg, og langt de fleste kom cyklende. I slutningen af krigen var der mange, hvis cykelgummi var så nedslidt, at man godt kunne risikere at skulle gå hjem, man kunne godt udsætte sig for store anstrengelser for at komme af sted.
Da festerne blev flyttet til området omkring præstegården, havde Dejbjergs to købmænd boder der , så de kunne sælge is og sodavand. Den ene af købmand Jørgensens boder, var overladt til Rikard Astrup i kirkebyen, som solgte hjemmelavet smørrebrød. Jeg husker, vi var en del, som fandt
det ret dyrt. Vi havde lært os, at tage en madpakke med hjemmefra. Man kunne få sin cykel gemt i kirkestalden for små penge. En der boede overfor præstegården forsøgte at bruge sit tørvehus til samme formål, men der var småt med plads, så hvis ikke cyklerne blev hentet i den rækkefølge,
de var kommet ind, kunne der blive et problem. Kirkegårdsdiget og træerne langs vejen var også optaget af cykler. Det var i det hele taget Dejbjergs dag.
Efter at møderne var flyttet til præstegården var der taler ved søen om eftermiddagen og i kirken om aftenen. Selvom kirken var fyldt som en juleaften, kunne den ikke rumme alle. Nogle fordrev så tiden med at lege sanglege, til det var tid at tage hjem. Der blev også leget sanglege imellem
møderne. Der var rig mulighed til frit samvær, så det er ikke mærkeligt, at mange mindes grundlovsfester med glæde.
Først i 60erne faldt grundlovsdag og pinsedag samme dag, og da var der over 2000 mennesker. Det var flere end området kunne bære. K.F.U.M og K. i Skjernkredsen, som på den tid stod bag arrangementet indså at tiden var inde til, at få grundlovsfesten flyttet.
Præsten forsøgte med en lokal fest, men tilslutningen ebbede efterhånden ud.
august 2000 Else Marie Clemmensen
se evt. mere om grundlovsfesterne og sanglege på www.historisksamfund.dk artikel "Grundlovsfest og sangleg i Dejbjerg Præstegård" af Inger Smedegaard i årgang 1996