Bundsbækvej 27
BUNDSBÆK MØLLE
BUNDSBÆKVEJ 27
I 1787 hed mølleren Peder Bollerup, og hans kone hed Mariane Laustdat-
ter; der var to døtre, Agnes og Dorothea.
1801 var Jens Nielsen møller på stedet; konen i huset var Margrethe
Larsdatter, og der var på det tidspunkt fire børn: Tyge, Dorthea, Lars og
Anne.
Ved tællingen i 1834 hed mølleren, der var ugift, Iver Koed.
Vi giver nu ordet til Chr. A Søgaard, Stauning. Han skriver i Hardsys-
sels aarbog 33. bind:
,,Dejbjerglund mølle lå 3 km øst for gården ude på den yderste del af gårdens
jorder ved Bundsbæk ind til Hanning skjel, og er altid bleven kaldt Bundsbæk
mølle. 1638 hørte den til gården, men sidenhen blev den skilt fra tilligemed
en del jord, så der sammen med gården var en møllegård. I den nyere tid er
gården skilt fra møllen og ligger lidt vest for.
Præstevejen fra Dejbjerg til Hanning gik gennem gården med udhusene i
syd og stuehuset med det tilbyggede møllehus nord for vej en, hvor det lig-
ger endnu.
I sin tid ejedes og beboedes Hanning Hedegaard af en mand, Christen Holm
Tang, der var broder til Tang’erne på Nørre Vosborg, Timgaard, Udstrup.
Der var to søstre, der boede på Øgelstrup og Ulfsund. Deres fader var fæstebonde
på Nørtang i Ulfborg. Det er ret mærkeligt med disse børn i en tid,
det var vanskeligt for en fæstebonde at hæve sig til selvejer. At tænke sig så
mange søskende fra en fæstegård blive ejere af herregårde, hvoraf nogle ret
betydelige. De var religiøse og sluttede sig til brødremenigheden i Christiansfelt.
Man kan ikke blive fri for at se, at der har været en særlig velsignelse
over deres livsgerning. Flere af dem har efterladt sig skønne, skrevne kristelige
minder.
Chr. Holm Tang havde en del døtre — en af dem, Sara, var gift med Niels
Christensen i den nordre gård i Alkjærsig, Dejbjerg. De havde fire sønner
(måske flere børn): Laust, Christen, Jens og Peder.
Laust, som er født år 1800, købte Bundsbæk mølle og møllegård. Christen
og Jens boede i Stauning, Peder Tang Nielsen havde en ejendom i Kongs
holm i Dejbjerg. De tre første fik altid navn efter deres fødeby Alkjærsig, men
deres rigtige navn var Nielsen.
I den tid optrådte undertiden en forfærdelig sygdom, som kaldtes hundegalskab,
fordi det var hos hunde, den begyndte. Der sagdes, at når lænkehunde
ikke fik drikkevand de varme sommerdage, kunne de få sygdommen, der var
så skrækkelig, dels fordi den var uhelbredelig, og dels fordi den gennem bid
kunne påføres mennesker og andre dyr. Det inficerede dyr eller menneske hav-
de en ulidelig hang til at bide andre. De syge mennesker fik vandskræk, hvil
ket vil sige, at de, selv om de led af en ligefrem ætsende tørst, ikke kunne få
en dråbe vand ned på grund af en muskellammelse i svælget. De stakkels
mennesker var viet til en forfærdelig skæbne. De fleste døde under frygtelige
pinsler, hvis de ikke forinden — af barmhjertige slægtninge eller sygeplejersker
— var bleven kvalt i puder og dyner eller aflivet på anden måde. Denne frem
gangsmåde benyttedes ofte for at spare patienterne for de sidste lidelsesfyldte
timer.
I året 1841 så man i egnen ved Bundsbæk mølle en fremmed hund luske
omkring med halen mellem benene; man tænkte ikke derover og tillagde det
heller ikke videre betydning, at den løb til og bed møllerens lænkehund, som
som efter nogle dages forløb blev syg, hvorfor den lodes løs af lænken.
Poul Ulvkjær fra Store Ulvkjær i Velling kom nu kørende og holdt i mølle
gården. Hunden løb da til og bed den ene hest i næsen. Laust Alkjærsig, som
var til stede, fattede straks hunden i nakken, men denne fik sig drejet så meget,
at den bed ham i håndleddet. Nu forstod man, hvad der var på færde. Der
blev hentet en bøsse og hunden tillige med hesten blev skudt, mens mølleren
hastede til læge. Denne gav ham nogen medicin og sagde, at kunne han komme
godt over 16 uger, var han fri.
Armen lægedes hurtigt, og man mente, den værste fare var overstået. Der
gik 15 uger, og stadig fejlede han ikke noget. Han var da kørende til Stauning
for at besøge sin broder, Chr. Alkjærsig i Bousø, og her blev han dårlig tilpas,
løb ud og ind og havde ingen ro på sig. De fik spændt for og kom af sted
hjemad, og nu viste det sig, at han havde hundegalskab. Han kom da i seng.
Fråden kunne stå ham om munden, og han kunne bide i dynen og sige til sin
kone og sine børn: ,,Kom mig ikke for nær, for jeg kan ikke lade være med
at bide jer!” Hvilken nød i et hjem — at se manden stærkt lidende — og så
dertil den fare for andre, som var forbundet med sygdommen, fra hvilken der
nu ingen redning var. Efter tre forfærdelige dage bukkede den kraftige mand
under for dødens hårde bud.
Om denne sørgelige begivenhed blev digtet en længere sang — (De nedenfor
citerede vers af sangen er delvis citat efter Chr. A. Søgaard, delvis efter enkefru
Sine Hansen, Horne — sidstnævnte har lært den i sine unge år af en 90-årig
mand. Sangen er skrevet af missionær Chr. Idom):
Udi Bundsbæk mølle eksempel vi så,
at døden kan møde os, hvor vi end gå;.
den driftige møller i manddommens år
uventet rejsebudskab hastigen får.
Han havde en hund udi lænke så fast,
en gal hund kom løbende, bed den i hast,
og hurtigt derefter bortløb den sin vej,
at hunden var galen, det vidste man ej.
Få dage derefter blev hunden så tavs,
han lod den nu løs, men det hændte sig straks,
en mand kommer kørende i selvsamme stund,
hans ene hest bides af omtalte hund.
Ja, hunden greb hesten i næsen så fast,
at dennem den svinger fra jorden i hast,
og mølleren fatter sin hund med en fart,
den griber da hannem i håndleddet hardt.
Straks mølleren iler til lægen med flid,
og armen blev lægt forinden kort tid,
han troede faren at være forbi,
men døden den kommer så hastig og fri.
I sejstende uge da bliver han syg,
den tredje dag efter da ligger han lig,
og det var ynkværdigt at se denne mand
bortdø i så sørgelig, jammerlig stand.
Hvo kan sig vel tænke den jammer og nød,
sin hustru elskede han til sin død,
og sagde: min kære, kom mig ikke nær,
at ikke min tilstand skal gøre fortræd.
Den skummende fråde på læberne stod,
og sveden af ganske hans legeme flød.
O, sørgende moder, o, sørgende små,
så kærlig en fader I miste nu må.
Jeg herved opfordrer hver tænkende mand,
som får denne sølgesang udi sin hånd,
vi bede af hjertet, vi bede endnu:
o, almagtens Herre, kom dennem i hu!
I 1843 er møllen ombygget. Det møllehus står der endnu, og det er ikke længe
siden der stadig blev malet korn der. Årstallet står på gavlen. Enken blev siden
gift med Knud Mølle. De solgte møllen og flyttede til Holstebroegnen.”
Den næste møller vi finder er Niels Bønnelykke Sørensen fra Velling; hans
kone er Ane Marie Nielsen fra Hanning. Der er to små børn, Karen og
Søren, og desuden er her Laust Alkjærsigs moder, Sara Christensdatter, 83
år, aftægtskone; hun var, som vi husker, født i Hanning Hedegaard.
I 1870 er der atter en ny møller. Det er Niels Iversen, ham, der byggede
Møllegaarden og flyttede derop.
Møllen solgte han til Thomas Christensen, og stillingen i 1890 er
følgende:
Thomas Christensen 34 år Nr. Vium husfader, møller
Mette Bendtsen 31 år Assens husmoder
Deres børn:
Jacob Christensen 8 år Nr. Vium
Ane Christensen 6 år Dejbjerg
Else Christensen 4 år Dejbjerg børn
Matilde Christensen 2 år Dejbjerg
Bent Christensen under i år Dejbjerg
Lærling:
Chr. Nielsen 14 år Nr. Vium lærling
Chr. Madsen 32 år Thy husfader, grovsmed
Ane Christensen 30 år Thy husmoder
Deres børn:
Valdemar Madsen 7 år Brøns
Chr. Madsen 6 år Dejbjerg børn
Mads Madsen 3 år Dejbjerg
Thorvald Madsen under i år Dejbjerg
Chr. Andersen 21 år Ribe amt smedesvend
Hvornår Thomas Christensen har forladt møllen, vides ikke. En senere
opgivelse af deres børn ser således ud: Niels Duedal, Vium, Jacob, Vium,
Anne, gift med Anton Jepsen, Hanning, Else, Matilde, Bent, har i mange
år haft en gård i Vester Marup, Jens, Nr. Vium, Ane Kirstine, Marie.
Peder Christensen fra Vorgod blev nu mølleejer. Hans kone, Laurence,
var fra Skjern. De havde ingen børn sammen, men bragte hver for sig børn
med fra tidligere ægteskaber. Peder døde 1919, og Laurence levede til 1932.
Peders børn: Sørine, diakonisse, boede i Højer i Sønderjylland, Marie, er i
Åbyhøj. Laurences børn: Else Marie, døde som ung, Peder Old, bor i Lem,
gift med Marie Graversen, der er født i Uglbjerg, Andreas, se nedenfor.
I 1913 overtog Andreas møllen. Han var gift med Karen Iversen fra Nr.
Vium. Hun døde i 1951, Andreas i 1957. Børn: Søren, Maja, gift med pens.
stationsmester Nielsen, tidl. Dejbjerg, Dagny, se nedenfor.
Dagny Jensen og hendes mand, Andreas Madsen, overtog derpå møllen.
I 1948 solgte Andreas Madsen den igen og flyttede til Lønborg.
Den nye ejer Johs. Ostersen har været her siden.
I 1970'erne overgik møllen til museum og er i dag en del af Ringkøbing-Skjern Museum - se www.levendehistorie.dk
