Casper Hodde
CASPER HODDE
Skønt her kun skulle omtales nogle af sognets fastboende rakkere, er der
blandt de omstrejfende kjæltringer, der tid efter anden kom på besøg, et par
navne, som skal medtages, da de længe vil leve i traditionen, nemlig Casper
Hodde og An Mari Grønning.
Casper Hodde var søn af natmand Niels Outrup og Anna Kjerstine
Caspersdatter. (Sidstnævnte var den navnkundige ,,Kjælle Casper”s faster.
De to Caspere var således fætre).
Casper Hodde og An Mari Grønning strejfede ustandselig om, tiggede
og drak, stjal og sloges. I sommeren 1882 besøgte de Kræ Bjødstrup og
Ingeborg Mæster i Bjørnemose. (Ingeborg var Kjælle Caspers søster og alt
så Casper Hoddes kusine). Den 21. og 22. juni drak de, ind imellem at
mændene var ude at stange ål. Næste morgen drog Casper og An Mari nord
på op i heden. Ved en lille høj øst for Dejbjerg Hedegaard lagde de sig til
at sove.
Da An Mari vågnede, lagde hun en sten i en pose, hvorpå hun slog Casper
tre gange i hovedet med den. Bagefter dækkede hun ham til med lyngtørv
og gik videre. Seks dage efter arresteredes hun, og en måned senere dømtes
hun til døden. Imidlertid blev hun benådet og sad 14 år i fængsel. Da hun
slap ud, kom hun til Herningegnen, hvor hun fortsatte sit rå liv, indtil hun
en morgen blev fundet liggende uden for sin seng, død af drik. Det var den
15. maj 1901.
Om Casper er videre at fortælle: I sommeren 1882 blev der bygget et nyt
stuehus ved Dejbjerg fattiggård, og ved arbejdet deltog Kjeld Nielsen, som
var i tømrerlære.
En dag fortalte man, at der var fundet et lig oppe i heden, og at det skulle
føres til fattiggården. Da Kjeld den næste morgen kom ind i laden, lå liget
der; det var bundet til en dør, hvorpå man havde kørt det til gården. Kjeld
kom forbi liget, men blev så ræd, at han krøb ud ad en luge, da han ikke
turde gå samme vej tilbage.
Senere kom læge Kampmann og to andre læger fra Ringkøbing; Caspers
lig blev båret ud vest for gården og undersøgt, og så blev det lagt i en sort
kiste, over hvilken man lagde en møgfjæl. Og der blev Casper liggende!
Det var sidst i juni, varmen var voldsom, og der blev snart en frygtelig
stank. Resultatet blev, at kisten revnede, og Kjeld blev sat til at lægge et
jernbånd om. Efter arbejdet blev han voldsomt syg, og stiftfysikus Holst
konstaterede, at han havde tyfus. — ,,Men hvor har du fået det?” spurgte
han. Kjeld fortalte nu om Casper og kisten. — ,,Hvad! det er jo seks uger
siden, man fandt ham — er han ikke begravet?” råbte Holst. — — Nej, han lå
da uden for porten.
Det kan nok være, at Holst blev gal. Han ringede til politiet i Skjernbro
og forlangte at få Casper jordet straks. Imidlertid var dette lettere sagt end
gjort, thi ingen ville bære kisten. Endelig fik man fat i nogle kjæltringer,
som hver fik to kroner for at transportere Casper til kirkegården, og om
den tur siges — men der siges jo så meget — altså, der siges, at der var det
største ligfølge, der er set i Dejbjerg. Følget bestod af — fluer!!! Den sølle
Kjeld lå syg i ni uger, inden han kom sig.
